Opgørelser fra Danmark og udland viser, at >85% af alle høner, =1 brud på deres brystben ved endt produktionsperiode. Risikofaktoranalysen fra den danske opgørelse fastslår, at jo ældre hønen er ved æglægningsstart jo lavere forekomst af brystbensbrud. Det samme gælder for høj hønevægt. Knoglebrud er smertefulde og påvirker velfærden negativt, og kan give dårligere produktionsøkonomi. Projektets formål er at finde en mulig løsning på dette problem, som kan etableres direkte ude hos den enkelte producent. Velfærden hos konsumægshøner skal øges, ved at reducere forekomsten af brystbensbrud uden samtidig at forringe produktionsøkonomien. Dette skal gøres ved at øge alder og vægt forud for æglægningsstart, ved at ændre lysprogram og foderblanding. Hypotesen er, at andelen af høner med brystbensbrud kan reduceres ved målrettet at øge startalder for æglægning med ca.3 uger. Desuden afprøves øget kropsvægt, ved at anvende tungere hønelinjer. Effekt af både startalder og kropsvægt vurderes over hele produktionsperioden. Produktet vil være en guideline til konsumægsproducenter, opdrættere og konsulenter, der beskriver hvordan ændring af fodring og lys i opdrættet og først i ægproduktion samt evt. valg af hønelinje, kan reducere forekomsten af brud, både i flokken og i den enkelte høne. Herved øges velfærden markant.