Formålet med GrExOmega er at udnytte invasive marine arter til ekstraktion af marine omega-3 olier til kosttilskud. Dette er for at dække den stigende efterspørgsel på marine omega-3 olier samtidig med at et bæredygtigt fiskeri kan opretholdes. Olierne vil blive produceret med en mere bæredygtig metode, superkritisk CO2 ekstraktion (Sc-CO2), end den traditionelle våd ekstraktionsmetode, der anvendes i Danmark til produktion af fiskeolie til foder. GrExOmega vil sikre, at der kan produceres bæredygtig innovativ højværdi olie fra underudnyttede marine arter i Danmark. De primære effekter i projektet er således bæredygtig ressourceanvendelse og skånsom produktion. Det estimeres at Sc-CO2 ekstraktionen vil kunne give en besparelse på 28,6 og 55,6 tons CO2-ækvivalenter hhv. 1. og 3. år efter projektafslutning sammenlignet med den traditionelle ekstraktionsmetode. Indtil nu findes der ikke dansk produceret olie til kostilskud i større mængder, hovedparten af disse importeres fra Sydamerika og Antarktis. I GrExOmega vil der blive etableret en produktionsfabrik, som er en joint venture mellem Nordic Marine Nutrition og Sea Longevity, som aftager hhv. mel og olie fra produktionsfabrikken efter forabejdning af de invasive marine arter. Det estimeres, at produktionsfabrikken kan producere 106 tons olie til kosttilskud og 1.400 tons proteinrig mel til foder af 5.000 tons søstjerner og 2.000 tons sortmundet kutling med en ca. indtjening på 8,8 mio. kr. 1. år efter projektets afslutning.