Animalske fødevarer fylder mindre og plantebaserede mere og mere, her i første bølge af den globale udvikling af mere klimaneutrale fødevarer. Men anden bølge teknologierne, hvor fremstilling af animalske proteiner sker via fermentering, er allerede under udvikling. Bl.a. hos virksomheden Perfect Day i LA/USA. Danmark har et højt avanceret bioteknologisk erfarings- og vidensgrundlag som forudsætning for at blive et globalt kraftscenter for cellulær proteinfremstilling i den klimaneutrale fødevareomstilling. Det bliver et intenst kapløb om at udvikle teknologien til især opskalering og industrialisering, og dermed vinde det globale marked for mikrobielt fremstillede animalske proteiner. Kapløbet er allerede i gang - og vores mission er, at Danmark skal være med i front. Derfor dette netværksinitiativ. Visionen er at skabe et dansk hub for cellulær og cirkulær fødevareproduktion, hvor vi samler eksisterende danske kompetencer i krydsfeltet mellem bioteknologi og fødevarer. Netværket vil forbinde den danske ressourcebase og bygge bro mellem forskningen og innovation i et værdikædeperspektiv. Netværkets mål er at belyse muligheder og barrierer for de nye fødevarer baseret på bæredygtig produktion af mælkeproteiner via fermentering. Netværket er et pre-kompetitivt forum på tværs af videnskaber, brancheorganisationer, virksomheder, forbrugere og myndigheder. Netværket producerer et roadmap for opbygning af en dansk cellulær fødevareproduktion med fokus på mælkeproteiner.