Plantesygdomme forårsaget af luftbårne svampesporer er en af de vigtigste årsager til udbyttetab i det danske gartnerierhverv med rapporterede udbyttetab op til 25 % til 50 %. Udbyttetabet opstår fordi bekæmpelse først iværksættes, når der optræder synlige skader på planterne, og sygdommen derfor er fremskreden. Alternativt benyttes forebyggende bekæmpelse med deraf følgende udgifter for gartneren og belastning af miljøet. Projektets formål er derfor at udvikle og demonstrere et sensorbaseret varslingssystem til gartnerier, der kan advare gartneren om tilstedeværelsen af store mængder luftbårne patogene svampesporer, i dette tilfælde gråskimmel. Det er visionen at varslingssystemet skal bestå af en billig partikelsensor i kombination med en biosensor bestående af en cantilever funktionaliseret med peptider, der binder specifikt til gråskimmelsporer. Det er visionen at biosensoren kun aktiveres, når partikelsensoren indikerer en sandsynlighed for gråskimmelsporer i luften. Undervejs afprøves varslingssystemet i tre gartnerier som indgår som partnere i projektet. Et sådan system vil muliggøre bekæmpelse af svampesygdommen allerede inden den når at beskadige planterne. Dermed kan udbyttetabet og udgifterne til bekæmpelse, med deraf følgende miljøeffekter, minimeres.