Vi vil udvikle en cutting-edge screeningsmodel som hurtigt, billigt og effektivt kan validere probiotiske bakterier til brug i fiskefoder. Med udgangspunkt i regnbueørredproduktion, vil vi udvikle en model bestående tre trin: 1) potentielle bakterier laboratoriescreenes for ønskede egenskaber, 2) lovende kandidater testes i en særligt udviklet zebrafiskemodel hvor deres evne til at kolonisere fisks tarmsystem undersøges, 3) probiotiske kandidater med størst potentiale testes i fodrings- og infektionsforsøg med regnbueørreder. Efter hvert af de to indledende trin vil feltet af kandidater vurderes og indsnævres, så de endelige forsøg vil kunne udføres på et langt mere optimalt grundlag end hidtil muligt. Modellen vil således accelerere en fremtidig screeningsprocess til et givent foder, samtidig med at omkostningerne til udvikling og karakterisering af probiotiske fodertilsætninger minimeres. Probiotika i fiskefoder har to hovedformål: A) at forebygge bakterielle infektioner, hvilket vil have en reducerende effekt på antibiotikaforbruget, samt B) at sikre en mere effektiv udnyttelse af moderne fiskefoder med øget andel af svært fordøjelige plantekomponenter, hvilket vil have en gunstig effekt på vækst og rentabilitet, samt udledningen af næringsstoffer som kvælstof og fosfor. Chr. Hansen, Aller Aqua og forskere fra Københavns Universitets kombinerede know-how, tekniske kompetencer og faciliteter vil sikre en stærk udviklings-pipeline til en globalt relevant produktgruppe.