De danske gartnerier skal i fremtiden tilpasse sig til et marked der vil være endnu mere variabelt og usikkert end det var i forvejen. Samtidigt er der et politisk fokus på klimaet, og en forventning om at branchen bidrager til grøn omstilling med både reduktion i energiforbrug, øget bæredygtighed, mindre spild, og det i en sammenhæng hvor det økonomisk kan betale sig. Netværk for klimaklog og bæredygtig væksthusproduktion er et vidensdelingsnetværk med fokus på at samle både traditionelle og mere nytænkende virksomheder indenfor væksthusproduktion af prydplanter og grøntsager. Formålet er at afdække udviklingspotentialet for en række værktøjer, ressourcer og produktionsformer, som kan være med til reducere klimabelastningen i hele væksthuserhvervets værdikæde. Fremadrettet skal virksomhedsnetværket være selvkørende og stærkt på tværs af erfaringer og kompetencer, og med fokus på at udvikle relevante værktøjer og metoder som kan bruges i praksis ude i virksomhederne. Netværket vil tilbyde en række netværksmøder, virksomhedsbesøg og foredrag der skal give deltagerne et attraktivt sted at mødes, og udveksle viden og ideer. Netværket vil også tilbyde en udlejningsplatform for relevante værktøjer, f.eks. trådløse sensorer, ny software og nye materialer. Vi forventer at netværket vil bidrage til en øget samhørighed i branchen og en række forsknings- og udviklingsprojekter inden for grøn omstilling.