Afgasning af gylle sammen med organiske restprodukter i biogasanlæg, ændrer de fysiske og kemiske egenskaber af gyllen. Tørstofindhold og viskositet ændres, indholdet af ammonium-kvælstof (TAN), pH forøges, hvilket øger potentialet for ammoniakudledning under lagring og udbringning. Hidtil har det være antaget at bioforgasning ikke medførte højere ammoniakudledning. Nye studier viser imidlertid en højere ammoniakudledning fra den afgassede gylle og det reducerer gyllens værdi for landmændene og deres fordele ved at modtage biogasgylle. Dette projekt vil udvikle teknologier til at øge omsætning af det organisk materiale i biogasreaktor og som konsekvens reduceres ammoniaktabspotentialet. Altså en forhåbentlig omkostningsneutral NH3-reduktion. Det vil blive undersøgt hvordan råvaresammensætning kan medvirke til at reducere pH i den afgassede gylle, samt hvorledes såkaldt in-line behandling af tungtomsættelige organiske forbindelser kan øge gasudbyttet og være med til at reducere viskositet og dermed infiltrationshastighed af gylle i jord, hvorved ammoniaktabspotentialet reduceres. Endelig vil der blive videreudviklet et skær, der kan monteres på gyllevogne via en ny bomkonstruktion, til at reducere ammoniakudledning fra overfladeudbragt biogasgylle, ved at reducere gyllens overflade (hvorfra NH3 fordamper) og øge infiltreringen i jorden. De opnåede resultater vil blive integreret i beslutningsstøtteværktøj for landmænd og biogasanlæg.