Målet med DIGIJORD er at udvikle digitale jordbundskort med dyrkningsrelevante informationer for 80 pct. af det danske landbrugsareal med en højere opløsning (ned til 10 meter) og lavere usikkerhed end de eksisterende kort. DIGIJORD bygger på en helt ny tankegang, hvor vi kombinerer information fra de nationale jordbundskort med satelitdata. Variationen i plantevækst målt med satellit anvendes til at estimere variationen i jordens sammesætning. Satellitdata har en opløsning på 10 meter og er gratis! F.eks. vil man i perioder med tørke ud fra satellitmålt afgrødevækst kunne kortlægge rodzonekapaciteten. Satellitdata, topografiske og de eksisterende kort indgår i beregningen af de nye højopløselige kort for jordens tekstur, organisk stof, rodzonekapacitet, dræningsgrad, struktur, kulstofbindings- og udvaskningspotentiale. Med modellen DAISY beregner KU de perioder, hvor væksten er påvirket af jordbundsforhold. DHI Gras håndterer satellitdata. AU beregner de nye kort. Validerering foretages på en del af de 50 marker. Kortene anvendes til beregning af N-udvaskningspotetentiale, jordens kulstofbindingsevne samt til at forbedre modeller for tildeling af kalk. Den bedre kortlægning forventes at give landbruget og samfundet et samlet provenu på 830 millioner kr. pr. år, en reduktion i kvælstofudvaskningen på 3.000 ton og en reduktion i udledning af klimagasser på 49.873 ton CO2-ækvialenter i kraft af præcisionsjordbrug og målrettet indsats mod tab af næringsstoffer og klimagasser.