Fermenterede plantebaserede proteiningredienser tilpasset fødevareindustriens behov kan blive til et bæredygtigt alternativ til animalske proteinkilder. Virksomhederne Chr. Hansen A/S, Vestkorn og SFK Foods vil sammen med Teknologisk Institut og KU FOOD udvikle nye, fermenterede plantebaserede proteiningredienser fra ærter, hestebønne, kartofler og græs. Projektet omfatter udvikling af en mikrobielt baseret fermenteringsproces, som vil forbedre smag, tekstur og næringsværdi af proteiningredienserne, så de kan indgå som kvalitetsfremmende ingredienser i fødevarer. Fermenteringsprocessen vil kunne overføres til andre plantebaserede proteinkilder og kan derfor udbredes til større dele af fødevare- og ingrediensindustrien. Ved projektets afslutning vil Chr. Hansen A/S i samarbejde med Vestkorn og SFK Foods kunne udnytte fermenteringsteknologien tilbyde nye proteiningredienser og derved opnå nye afsætningsmuligheder. I alt vil der blive skabt mindst 22 nye arbejdspladser indenfor salg/marketing og udvikling/teknisk support med et provenu 3 år efter projektets afslutning på omkring 90 mio. DKK. Projektet vil gavne den danske ingrediens- og fødevareindustri samt have en positiv effekt på forbrugernes sundhed med højere ernæringsmæssig kvalitet og unik smag samt medføre CO2-reduktioner ved brug af planteingredienser, som erstatning for kød og samtidig finde alternative proteinkilder til soja.