SIgAVAC - Beskyttelse mod Coli-induceret fravænningsdiarré ved vaccinefremkaldt SIgA respons

2020

Der blev i 2018 anvendt 34 ton antibiotika og 509 ton zinkoxid til behandling og forebyggelse af fravænningsdiarré hos grise i Danmark.

Der blev i 2018 anvendt 34 ton antibiotika og 509 ton zinkoxid til behandling og forebyggelse af fravænningsdiarré hos grise i Danmark. Når brugen af sygdomsforebyggende zinkoxid i henhold til EU lovgivning er udfaset i 2022, er der stor risiko for at behovet for antibiotika vil stige. Der er derfor akut behov for nye forebyggende tiltag mod fravænningsdiarré. Nyfødte grise er passivt beskyttet af antistoffer i soens mælk, men det stopper brat når grisene fravænnes og de ikke selv har antistoffer i tarmen. Traditionelle vacciner giver antistoffer i blodbanen, men disse transporteres ikke ind i tarmen og beskytter derfor ikke mod infektion på slimhindens overflade. Orale levende vacciner giver de rigtige sekretoriske IgA (SIgA) antistoffer, men påvirkes negativt af antibiotika og af antistoffer i mælken. Vi vil udnytte et nyt dansk gennembrud i Statens Serum Instituts adjuvansforskning til at sammensætte og optimere en unik og revolutionerende vaccine, så der fremkaldes SIgA antistoffer mod E. coli i tarmen efter injektion. Grisene vil dermed være immune over for Coli induceret diarré efter fravænning. Vaccinen vil blive sikkerheds- og effektvurderet i nyfødte grise og i besætningsforsøg til dokumentation for den videre registrering. SIgAVAC vaccinen til smågrisene vil derfor i) øge dyrevelfærd for grisene; ii) reducere antibiotikaforbrug og øge tilvækst til gavn for svineproducenten; og iii) nedsætte udvikling af antibiotikaresistens til gavn for miljø og folkesundhed.

Udfører/hovedansøger
 Statens Serum Institut
Øvrige samarbejdspartnere
Aarhus Universitet
LANDBRUG & FØDEVARER F.M.B.A.
Statens Serum Institut
Projektets samlede budget
DKK 14.298.057,00
Bevillingsstørrelse tildelt
DKK 12.316.839,00