Formålet er at reducere mælkens klimaaftryk og producere sundere mælk ved at øge fedtsyretildelingen med rapsfrø til danske malkekøer. Projektet udvikler metoder og procedurer til at forbedre produktionsprocessen for håndtering og knusning af rapsfrø på basis af teknologi til korn, der gør det muligt at opnå en høj foderudnyttelse af rapsfrø til malkekøer på en omkostningseffektiv måde. Rapsfrø forventes at kunne øge fedtsyreniveauet med ca. 50 pct. i foderet til danske malkekøer samtidig med, at rapsfrø erstatter den nuværende anvendelse af palmefedtprodukter, der har et relativt højt klimaaftryk og bidrager til en højere andel af mættet fedt i mælken. Effekten af rapsfrø på fedtydelse og mælkens fedtsyresammensætning testes på 4 - 6 konventionelle og 2 - 3 økologiske malkekvægbedrifter. Desuden testes mælkens smag ved sensorikanalyser. Forøgelsen af fedtsyreniveauet i foderrationen med ca. 50 pct. forventes at kunne øge køernes produktion af mælkefedt med 2 3 pct. og dermed dække merprisen for rapsfrø i forhold til korn samt omkostningerne til forrentning og afskrivning af anlæg til håndtering og knusning af rapsfrø. Mælkens klimaaftryk og totaløkonomien ved at fodre med rapsfrø fastlægges. Det forventes, at fodring med rapsfrø vil kunne reducere metanudskillelsen fra malkekøer med ca. 10 pct. og mælkens samlede klimaaftryk med 15 pct. i gennemsnit på danske malkekvægbedrifter.