Formålet med dette projekt er at demonstrere, at biofiltre kan være en omkostningseffektiv teknologisk løsning, til reduktion af metanudledning fra kvægstalde og lagerfaciliteter til opbevaring af gylle. Projektets primære aktiviteter består i at designe, konstruere og implementere biofiltre, hvor metan omsættes via bakteriel metanoxidation og metanudledningen derved reduceres. Målet er at bestemme metanoxidationseffektiviteten ved rensning af luft fra kvægstalde og overdækkede gyllebeholdere i etablerede biofiltre. Staldluften opsamles via punktudsug, hvor den optimale luftydelse og det endelige design og placering af suget bestemmes i projektet. For gyllebeholdere bestemmes indledningsvist det optimale pumpeflow samt gassammensætning. Biofiltrene moniteres over vinter og sommersæson, så temperatureffekten og koncentrationsvariationer fastlægges. Ud over reduktion af metan, forventes filtrene at kunne reducere udledningen af lugt og ammoniak, hvorfor reduktionseffektiviteten for disse stoffer i biofiltrene også undersøges i dette projekt. Projektet vil redegøre for oxidationspotentialet samt omkostningen per reduceret tons CO2 ækvivalent ved at anvende biofiltre til at reducere metanudledningen fra kvægstalde og overdækkede gyllebeholdere. Projektet forventes således at demonstrere, at biofiltre kan være et vigtigt virkemiddel til reduktion af klimagasser fra landbruget.