Fjerkræbranchen har et klart behov for nye alternative løsninger til effektiv bekæmpelse af Campylobacter i fjerkræprodukter pga. øget fokus på fødevaresikkerhed og nye krav fra myndigheder om reduktion af Campylobacter i fjerkræprodukter. Indsatser afgrænset til dele af værdikæden har ikke formået at nedbringe antallet af humane tilfælde af Campylobacter siden 1999. Derfor er der behov for nye løsninger og en holistisk tilgang for en samlet løsning i hele produktionskæden. Projektet CAMPACT vil målrette og kombinere innovative biokontrolløsninger til effektiv bekæmpelse af Campylobacter i hele værdikæden for at opnå en samlet effektiv reduktion af Campylobacter i det færdige produkt. Løsningerne baseres på helt nye koncepter for biokontrol (Innolysins og Campycins) udviklet i tidligere forskningsprojekter samt naturlige, bakteriedræbende bakteriofager. Projektet vil tilpasse og optimere nye biokontrolløsninger til de enkelte produktionstrin i tæt samarbejde med virksomhederne. Dette vil resultere i værdifuld øget fødevaresikkerhed og sikre, at danske producenter kan leve op til myndighedernes fremtidige krav og dermed sikre branchens eksport og fortsatte stærke førerposition. Samfundsmæssige omkostninger reduceres pga. færre sygdomstilfælde forårsaget af Campylobacter i fjerkræprodukter.Projektets nye biokontrolløsninger vil reducere madspild, klimabelastning og næringsstofudledning og styrke producenternes vækst, eksport, produktivitet og konkurrenceevne.