Ved at fodre økologiske svin med "græsprotein" fås en økologisk svineproduktion baseret på en foderproduktion, der er lokal, 100% økologisk og med fordele for kulstoflagring, biodiversitet, ukrudtsbekæmpelse og ressourceeffektivitet. Projektet bygger videre på erfaringerne fra projekterne Multiplant og OrganoFinery med fremstilling af økologisk protein ud fra græsmarksafgrøder som kløvergræs. Projektet tilfører ny viden, der er afgørende for en efterfølgende kommerciel udnyttelse og bæredygtig ekspansion af den økologiske svineproduktion. Dels optimeres og effektiviseres teknikken til bioraffinering af græsafgrøderne, dels afdækkes og værdisættes foderværdien af "græsprotein" til svin, og den miljømæssige og økonomiske bæredygtighed samt de kommercielle muligheder ved produktion og anvendelse af græsproteinfoder belyses. Projektets aktiviteter: * Teknisk optimering af udvinding af protein fra kløvergræs. * Bestemmelse af græsproteinets foderværdi til økologiske svin. * Bedømmelse af græsproteinets effekter i økologisk slagtesvineproduktion (produktivitet, trivsel og sundhed) * Bestemmelse af bæredygtigheden i svineproduktion baseret på græsprotein (miljø, klima og økonomi). * Analyse af den kommercielle bæredygtighed af græsproteinproduktion, identificering af potentielle aktører og resultatformidling.