Den nye foderplan adskiller sig fra nuværende foderplaner ved at inddrage iltforhold og strømhastighed, som begge er væsentlige parametre for fiskens trivsel og tilvækst. Forventningen er, at fiskeopdrætteren kan spare 50g foder per kg produceret fisk ved brug af den nye fodertabel i vand med begrænset iltindhold. Begrænset iltindhold opleves ofte i løbet af sommermånederne. Den mest optimale metode at måle de ønskede parametre, er ved at sænke en iltsonde ned igennem vandsøjlen ved faste intervaller, da iltindholdet varierer afhængigt af dybde og tid på døgnet. Målinger vil løbende opsamles og sendes ind til land, hvorefter målingerne gennem fodringsmodellen, kan oplyse fiskeopdrætteren om den optimale foderstrategi på det pågældende tidspunkt. Nuværende systemer på markedet koster 5-600.000,- DKK stk. og er derfor en stor investering for en fiskeopdrætter. Derfor vil projektet udvikle et nyt og mere avanceret, samt billigere system. Som noget helt nyt og endnu ikke kommercielt tilgængeligt, vil systemet blive udstyret med et 360° videokamera som kan filme ned igennem vandsøjlen. 360° billeder/optagelser vil også blive sendt ind til land. Dette vil dels give fiskeopdrætteren mulighed for at overvåge havburene/fiskenes trivsel hjemme fra kontoret, dels via automatiserede algoritmer oplyse om fiskenes generelle trivsel samt at kunne kontrollere om der er opstået huller i nettet og dermed spare tid på on-site dykkerinspektion. Vha. intelligent monitering øger projektet således havbrugsproduktionens bæredygtighed gennem nedsat foderforbrug, det øger dyrevelfærd i burene vha. nye muligheder for fjernovervågning og endelig minimeres arbejdsbelastningen ved inspektion. Oxyguard vil udvikle og sælge systemet, der udnytter de nye teknologier og optimerer udvikling af en intelligent foderplan. Denne plan skal udvikles sammen med foderpartneren Biomar.