Danmark har som det første land i EU indført obligatorisk anvendelse af elektroniske øremærker til identifikation af kvæg. Mange besætningsejere efterlyser, at de obligatoriske øremærker også kunne anvendes til måling af dyrenes aktivitet. Hidtil har aktivitetsmåling været noget, man kunne købe sig til i forbindelse med investering i særligt staldudstyr. Aktivitetsmålerne har i sig selv en relativt høj pris, og bliver derfor typisk kun brugt på et fåtal af køerne i en besætning, særligt med henblik på detektion af brunst, som kan genkendes på koens øgede aktivitet. En ændring i koens aktivitet kan dog også være tegn på sygdom eller andre problemer. Hvis aktiviteten af alle køer blev overvåget, kunne ativitetsmålingen indgå som en del af den generelle sundhedsovervågning af en besætning. Denne forbedrede overvågning vil betyde tidligere erkendelse problemer, og derved tidligere indgriben. Dette vil betyde bedre dyrevelfærd og tidligere, og derfor kortere, behandlingsforløb ved sygdom, hvilket videre kan forventes at føre til en reduction i brug af antibiotika og anden medicin. Formålet med dette projekt er at flytte aktivitetsmålerne over i et produkt, som sidder permanent på det enkelte dyr, og som er væsentligt billigere end de hidtil kendte aktivitetsmålere. Herved forventer vi at brugen af aktivitetsovervågning vil finde udbredelse til flere besætninger, såvel som inden for de enkelte besætninger.