I projektet vil der blive etableret en ny værdikæde for et restprodukt af blåmuslinger fra industriel produktion, der i kommerciel skala forarbejdes til muslingemel. Projektet adskiller sig således fra tidligere projekter, ved at have fokus på at bryde muren mellem produktion på udviklingsskala og industriel produktion, hvor produktion og logistik samspilles. Restproduktet kan ikke afsættes til konsum. Der udvikles forarbejdning af muslingerne til muslingemel med brug af overskudsvarme, og det demonstreres, at muslingemelet kan indgå som en ingrediens i foder til havbrugsproduktion, der er uden anvendelse af fiskemel. Demonstration af projektet er rettet mod kommuner, offentlige myndigheder og havbrugere, idet det er en forudsætning, at der udvikles en metode til forarbejdning af mindre muslinger, for at muslingeopdræt kan benyttes som et økonomisk effektivt virkemiddel til rensning af danske fjorde. Når forretningsmodellen er fuldt rullet ud, vil forarbejdningen af 25.000 t restmuslinger medføre en fjernelse af 325 t N og 25 t P, der vil medføre en videre økonomisk effekt i forhold til landbruget og kommuner på i alt 29 mio kr/årligt. En dansk havbrugsproduktion uden anvendelse af fiskemel vil årligt have en videre økonomisk effekt på 1.4 mia kr. Forretningen vil medføre en reduceret CO2 udledning på i alt 2940 t CO2-ækvivalenter, og medføre en bæredygtig ressourceudnyttelse af et restprodukt, der opnår en værdi på 40 mio kr årligt.