Lavt energiforbrug, lave emissioner, god luftkvalitet og passende termiske forhold er afgørende forudsætninger for fremtidens opstaldning af husdyr. Disse forudsætninger kan potentielt opfyldes ved intelligent udformning og styring af ventilation. Formålet med nærværende projekt er at udvikle et innovativt præcisionsventilationssystem til fremtidens husdyrproduktion (GreenLiv), herunder forene energibesparelsen ved naturlig ventilation med potentielle fordele, der kan opnås ved partiel mekanisk punktudsugning under staldenes spaltegulve samt med præcisionslufttildeling i dyrenes opholdezone for derved at skabe et optimalt klima i stalden uanset årstiden og vejrforholdene. Effekten er forbedret luftkvalitet og temperaturfordeling i staldene samt mulighed for at opnå en omkostningseffektiv reduktion af miljøbelastningen forudsat, at den begrænsede mængde men mest forurenede luft, der suges ud under spaltegulvet efterfølgende ledes gennem et luftrensningsanlæg. Foreløbige erfaringerne med ideen er gode, men der er fortsat udfordringer vedrørerede hvordan man, under alle vejrforhold, kan opnå den ønskede luftfordeling i stalden og i dyrenes opholdezone, hvordan systemet kan tilpasses til brug i lande med varmere klima end det danske, hvordan systemet kan designes og kontrolleres således at det i videst mulig omfang bidrager til at reducere udledningen af uønskede gasser, støv og lugt, og hvordan jord-luft varmeveksling i kanaler under eller ved stalden bedst kan udnyttes til præcisionslufttildeling i dyrenes opholdezone for derved at køle dyrene i varme perioder og bidrage til opvarmning og forbedret luftkvalitet i kolde perioder. Der savnes således viden om optimal bygningsudformning, design af systemet og smart styring af både naturlig og mekanisk ventilation. I dette projekt vil denne viden blive søgt frembragt via en systematisk udforskning og udvikling af de grundlæggende elementer i GreenLiv ventilation.