CP Kelco ekstraherer i dag carrageenan som det eneste produkt fra bl.a. rødalgen Eucheuma spinosum. Restprodukterne fra denne produktion indeholder værdifulde proteiner, farvestoffer og antioxidanter, som ikke udnyttes. Fra rødalgen Furcellaria lumbricalis kan man ekstrahere et carregenanlignende produkt, furcelleran, med andre funktionelle egenskaber end carragenans. Denne rødalge har et højt indhold af værdifulde proteiner, som kan udnyttes til anvendelse i fødevarer. CP Kelco har pt ingen produktion af furcelleran, men har et ønske om at etablere en sådan. Palmaria palmata er en rødalge med et meget højt proteinindhold. Endelave Seaweed planlægger at dyrke denne alge lokalt i Danmark og er interesseret i at finde afsætningsmuligheder for ingredienser, der kan udvindes af algen. Projektets formål er at øge værdien af sidestrømme fra den eksisterende carrageenanproduktion hos CP Kelco og at udvikle nye multi-ekstraktionsprocesser for carrageenan, furcelleran, proteiner, antioxidanter og naturlige farvestoffer fra de ovennævnte rødalger. Anvendelsen af de ekstraherede proteiner vil blive testet i fødevarer. Projektet vil reducere næringsstofoverskuddet og begrænse klimapåvirkningen fra carragenanproduktionen, føre til nye fødevareingredienser og vil åbne nye markedsmuligheder og øge indtjeningen for de deltagende virksomheder (CP Kelco, GEA, Endelave Seaweed og Third Wave Nutrition).