Økodronen skal i fremtiden præcist og effektivt sende kaskader af rovmider, mariehøns og andre nyttedyr ned over de danske marker. Den store udfordring ved at dyrke økologisk er, at man ikke har mulighed for at bekæmpe skadeorganismer med kemiske midler. Afgrøder er derfor yderst sårbare over for især insektangreb, hvilket kan resultere i store værditab. I projektgruppen forventer man dog at kunne udvikle en ny og effektiv løsning baseret på droneteknologi. En såkaldt økodrone, der kan transportere og sprede biologiske bekæmpelsesmidler som rovmider, mariehøns og galmyg. Projektgruppen forventer i første omgang at kunne reducere dansk jordbrugs forbrug af insekticider med 3,4 %, alene målt i forhold til projektets effekt på modelafgrøderne. Desuden er der en stor, økonomisk fordel forbundet med projektet, da økodronen både vil sikre en mere effektiv produktion samt reducere værditabet på afgrøderne. Det kan i sidste ende bl.a. være med til, at prisen på økologi kan sænkes, og at økologiske produkter dermed bliver mere attraktive for forbrugerne.