Lydbølger kan også bruges til at skræmme uønskede fisk væk og derved mindske bifangsten. Projektet regner med at kunne højne indtjeningen hos fiskerne og samtidig mindske CO2-udledningen i fiskeriet. Bifangst er en tids- og ressourcekrævende faktor for fiskerne. Det skyldes, at bifangst ikke kan sælges til konsumforbrug, men kun kan sælges til eksempelvis produktion af fiskefoder til en lavere pris. Derfor har et nyt projekt, der er et samarbejde mellem DTU Aqua og virksomheden Sonus Aqua, set en mulighed i at udnytte en allerede eksisterende viden om brugen af lydbølger under vandet. Udover at mindske fiskernes bifangst og derved øge indtjeningen for fiskerne har projektet også en miljømæssig fordel. Projektet vil også bidrage til at udnytte havets ressourcer bedre. Ved at bruge lydbølger i fiskeriet vil bifangst-arterne blive i vandet, til de eventuelt fanges som primær fangst. Dermed udnyttes ressourcerne bedst muligt.