Nyt intelligent lugeredskab til berøringsfri bekæmpelse af ukrudt i rækkeafgrøder - LUGEROBOT

2016

Ukrudtsbekæmpelse og sprøjtemidler hænger stadig uløseligt sammen for mange landmænd og grønsagsproducenter.

Nogle har dog forsøgt at undgå sprøjtemidlerne med mekaniske lugerobotter, men disse er langsomme og ødelægger de omkringliggende rødder og planter. Projektet med F. Poulsen Engineering i spidsen satser derfor på at videreudvikle lugerobotten og skabe en termisk løsning, der skal svide ukrudtet væk, skåne omgivelserne og sikre en effektiv og økologisk produktion. Målet med projektet er at optimere og videreudvikle lugerobotten på to forskellige områder. Først og fremmest arbejder projektgruppen på at skærpe vision-teknologiens software, så robotten bliver i stand til at identificere nytteplanter i en tidlig udviklingsfase. Dette skal gøre det muligt at anvende systemet til såede afgrøder som roer og majs. For det andet vil projektgruppen introducere en ny og berøringsløs metode til destruktion af ukrudt mellem planterne. Med en ny lugemetode og en optimering af vision-softwaren sigter projektgruppen mod at komme flere af de tidligere lugerobotters svagheder til livs. Den nye robot skal i højere grad skåne omkringliggende rødder og planter, arbejde hurtigere, undgå støvudvikling og ikke forstyrre ukrudtsfrø i jorden. Det kommer ikke kun avleren og landmanden til gode, men også miljøet.

Udfører/hovedansøger FRANK POULSEN ENGINEERING ApS
Øvrige samarbejdspartnere Aarhus Universitet
NBR NORDIC BEET RESEARCH FOUNDATION (FOND)
I/S Nørrehave
ØkologiRådgivning Danmark ApS
MC Share Milking v/Esben Møller Xu
Danske Maskinstationer og Entreprenører
AXEL MÅNSSON ØKO ApS
Projektets samlede budget DKK 6.049.018,00
Bevillingsstørrelse tildelt DKK 3.798.389,00