En bedre udnyttelse af restbiomasser kan skabe merværdi hos både teknologileverandører og frugt-, bær- og juiceproducenter, hvoraf nogle i dag lider under trange økonomiske kår. I dette netværk har Teknologisk Institut samlet en række erhvervsvirksomheder, der tilsammen dækker forskellige dele af værdikæden inden for frugt- og bærproduktion: primær produktion, virksomheder med interesse for teknologiudvikling og virksomheder med interesse for anvendelse af restbiomasser (potentielle aftagere). Udgangspunktet for netværket er et fælles mål om at reducere ressourcespildet og øge den effektive og bæredygtige udnyttelse af råvarer. Et mål, som de enkelte virksomheder i netværket ikke vil kunne nå alene. Netværket vil fokusere på tilvejebringelse af viden om og udveksling af erfaring med udnyttelse af restbiomasser fra frugt og bær. Netværkets aktiviteter vil omhandle netværksmøder, hvor viden om råvarer, indhold af højværdistoffer, de erhvervsmæssige perspektiver, procesteknologiske løsninger til fuld udnyttelse af råvaren samt markeds- og lovmæssige barrierer vil blive udvekslet. Netværket vil også omhandle små demonstrationscases, hvor nye principper inden for bedre udnyttelse af restbiomasser demonstreres.