Danske gartnerier er naturligt udfordret af skiftende sæsoner og ændringer i lys-kvalitet, hvilket resulterer i udsving i farven af prydplanter og smagen i krydderier. Det vil et nyt projekt forsøge at lave om på ved at målrette styringen af lyset fra LED-lamper, således at lyset tilpasser sig til planternes behov hele året rundt. Optimeringen af lys vil både komme eksporten og miljøet til gode. Projektet, der er et samarbejde mellem 2 universiteter, 3 gartnerier og en dansk producent af LED-lamper, vil specifikt undersøge, hvilken type LED-lys de forskellige planter reagerer bedst på, således at prydplanterne både vokser bedre og får kraftigere farver, og krydderierne bliver mere smagfulde. Udover at højne kvaliteten af planterne har brugen af LED-lamperne også en klar energisparende effekt, som gartnerierne vil drage fordel af og dermed opnå både en økonomisk og en miljømæssig fordel.