Samtidig bliver miljøbelastningen reduceret ved en målrettet indsats for lavere foderforbrug i form af mindre spild, bedre foderudnyttelse og foderoptimering. En særlig indsats i dette projekt bliver et nytænkende samarbejde om reduktion af det spild som skyldes rotter og fugle på faremarkerne. Muligheden for at fastholde og forbedre Danmarks førerposition inden for produktion af økologisk svinekød styrkes. Det er vores ambition at vise, hvordan reduceret spild og færre skadedyr kan sikre landmændene lavere foderudgifter og dermed en forbedret økonomi. Dette udvikles og afprøves i samarbejde med fem økologiske svineproducenter. Effekten af dette projekt er tredelt: De økologiske svineproducenter får en bedre økonomi, miljøbelastningen reduceres og Danmark vil konsolidere sin position som Europas største eksportør af økologisk svinekød. Arbejdet gennemføres i et tæt samarbejde på tværs af aktører indenfor udvikling og rådgivning af økologisk svineproduktion, under ledelse af Udviklingscenter for Husdyr på Friland.