BEGROME - Bedre grovfoder med mekanisk behandling

2016

Formålet med projektet er at forbedre kvægets udnyttelse af grovfoder og dermed kvægproduktionens konkurrencedygtighed med en reduceret miljøpåvirkning.

Det sker ved udvikling af ny teknologi hvor mekanisk behandling i forbindelse med høst og bjærgning af græsmarksfoder til ensilage forventes at resultere i højere foderoptag og fordøjelighed af ensilagen. Ved anvendelse til malkekvæg øges foderudnyttelsen og køernes ydelse og resulterer i en økonomisk gevinst for landmanden. Herudover vil den nye teknologi understøtte en yderligere udbredelse af økologisk kvægbrug som er specielt afhængige af grovfoder med høj fordøjelighed. Erstatning af kornprodukter med græsensilage med høj fordøjelighed vil desuden reducere afhængigheden af importeret proteinfoder. Samlet er forventningen at den nye teknologi kan understøtte en fremadrettet bæredygtig udvikling af kvægbruget via højere N udnyttelse, mindre P overskud og lavere udledning af drivhusgasser. Projektet tilvejebringer en unik og værdiskabende teknologi til gavn for mælkeproducenter, som Kverneland Group Kerteminde A/S (KvG) kan markedsføre og øge markedsandelen markant i Danmark og på verdensplan (+1%), skabe vækst i industrien i Danmark og bevare danske arbejdspladser. Projektet er organiseret i en form som sikrer sammenhængskraft og synergi mellem forskningsinstitutionernes frembringelse af videnskabeligt belæg for hypotesen, og den industrielle partners engagement i udvikling og kommercialisering af en ny teknologi.

Udfører/hovedansøger KVERNELAND GROUP KERTEMINDE A/S
Øvrige samarbejdspartnere Aarhus Universitet
Projektets samlede budget DKK 9.632.290,00
Bevillingsstørrelse tildelt DKK 6.263.898,00