De anvendte bær er forædlet af Byrial ApS og har en unik polyphenolprofil. Aronia har i tidligere studier vist lovende sundhedseffekter. I dag kasseres presseresten, men ved at forarbejde denne kan aroniaproduktion gøres betydeligt mere rentabel. Aronia er en hårdfør bærafgrøde med stort potentiale, idet den er velegnet til sprøjtefri eller økologisk dyrkning, også på mindre gode jorder. Projektet indeholder 2 hoveddele: 1) en udviklingsdel med fokus på forarbejdning af presseresten vha. tørring og efterfølgende færdigudvikling til fødevareingrediens på pulver- og tabletform, samt 2) klinisk afprøvning af den forarbejdede presserest. En stor fødevarevirksomhed (Chr. Hansen A/S) deltager i projektet med henblik på at markedsføre den forarbejdede presserest globalt som naturlig fødevareingrediens. Af hensyn til mulighederne for fremtidig anprisning i EU er klinisk afprøvning en nødvendighed. Aroniapresserest på tabletform undersøges derfor i et klinisk studie på Odense Universitetshospital mht. forskellige parametre relateret til oxidativ stress, bl.a. sædkvalitet, blodtryk og LDL-kolesterolniveau. Projektansøger har tidligere udviklet et kosttilskud (Punalpin) baseret på presseresten af granatæble og galangarod med klinisk dokumenteret effekt på sædkvalitet og har dermed erfaring med processen fra råvareforarbejdning over klinisk afprøvning til markedsføring.