Projektet omfatter hele værdikæden og har som konkrete mål at udvikle rentable metoder til produktion af søstjernemel og inden for en kort årrække etablere et fiskeri af 10.000 t søstjerner om året svarende til en produktion ca. 2.500 t søstjernemel om året. Aktiviteter i STARPRO vil være bestandsopgørelse af råvaregrundlaget, test af metoder til produktion af søstjernemel fra forbehandling til formaling af tørrede søstjerner, udvikling af foderblandinger til fjerkræ og smågrise. Forventede resultater er: 1) Økologisk foder med et højt proteinindhold, der kan forbedre dyresundheden og give dyrene en god fordøjelse af næringsstofferne. 2) Rammer for et bæredygtigt søstjerne fiskeri i Danmark. Forventede effekter af projektet er: A) Etablering af et nyt erhverv i form af fabrikation af søstjernemel. B) Øget beskæftigelse gennem etablering af et dansk søstjernefiskeri og dansk produktion af foderblandinger med søstjernemel. C) Fjernelse af næringsstoffer fra fjorde og kystnære farvande gennem fiskeri af søstjerner. D) Reduceret udledning af næringsstoffer fra økologisk dyrehold på grund af øget fodereffektivitet. E) Øget bæredygtighed og lønsomhed i muslingefiskeriet som følge af reduceret prædation på muslinger.