Markedet for økologiske kornsorter er simpelthen for lille til at give et økonomisk incitament til planteforædlerne. Det er et problem, da de økologiske landbrug er plaget af ukrudtstryk og ustabile høstudbytte og derfor har et stort behov for forbedrede dyrkningsmetoder og udvikling af mere robuste afgrøder. Projekt MixBar vil derfor udvikle og demonstrere det hidtil uudnyttede potentiale for konkurrencedygtige og stabilt højtydende sortsblandinger af vårbyg under økologiske dyrkningsforhold. Projektet vil udvikle en teknisk vejledning til rådgivere og landmænd, som detaljeret beskriver, hvordan den mest effektive diversitet i sortsegenskaber opnås. Projektet vil således bidrage til øget bæredygtighed i landbruget gennem forbedrede og mere stabile, økologiske dyrkningsmetoder, som på sigt kan konkurrere med det konventionelle landbrug blandt andet ved at mindske ukrudtstrykket. En anden målsætning med projektet er at finde en erhvervspartner, som kan se potentialet i at markedsføre et antal konkrete sortsblandinger. Dette forventes at resultere i større effektivitet og rentabilitet i den økologiske sektor gennem bedre udnyttelse af ressourcerne samt et kolossalt værdiløft i form af større sortsudvalg for den enkelte økologiske planteavler.