Det Nye Nordiske Køkken har vundet global berømmelse som gastronomisk tradition, og det har blandt andet motiveret danske bryggerier til at ride med på bølgen. For at sætte yderligere skub i udviklingen er et bredt udvalg af interessenter inden for bryggekunst gået sammen i netværksprojektet Ny Nordisk Øl. Projektet involverer alle, som ønsker at fremme ideerne omkring konceptet Ny Nordisk Øl. Sammen vil vi nu prøve at skabe en større synergi i de talrige aktiviteter, der foregår på bryggerierne, hvor der i forvejen bliver eksperimenteret på livet løs og med gode resultater. Hvis vi kan få hele værdikæden med og dannet rammerne for en struktureret kommunikation mellem producenter af nye spændende råmaterialer til bryggerierne, så får vi endnu bedre muligheder for at opnå nye resultater. Ved at etablere en dialog mellem interessenterne, kan de forskellige aktører udveksle synspunkter, feedback og erfaringer i et tæt samarbejde. Netværket forventes på den måde at identificere udviklingsudfordringer med henblik på at kommercialisere nye øltyper på en økologisk bæredygtig måde.