Mindre blomsterspild fra gartneri til forbruger (MinimalSpild)

2014

Danmark er i dag den næststørste eksportør af potteplanter og småplanter til det globale marked.

Men spildet, som kan ske i alle led fra producent til forbruger, vurderes at være 25 %. Projektet vil begrænse spildet med 50 %. Det vil styrke branchens konkurrenceposition, forbedre producenternes økonomi og åbne nye markeder for blandt andre grossister, transportører og producenter af tekniske løsninger. Og så vil det gavne miljøet. Projektet ”MinimalSpild” vil først kortlægge blomsterspildet fra producent til forbruger og kvantificere årsagerne hertil. Derefter udvikles metoder og tekniske løsninger til at undgå det nuværende spild. De tre store udfordringer i dag er temperatur, luftfugtighed og stoffet ethylen. I en af projektets syv arbejdspakker vil vi derfor se på de teknologiske muligheder for at udvikle målere, der kan sendes med bilen under transport af planter og slå alarm, når temperaturen eller luftfugtigheden bliver kritisk. Muligvis ved hjælp af en trådløs føler, der er koblet til en app, så chaufføren får besked i tide og kan handle. I en anden arbejdspakke vil vi skele til fødevarebranchen og se på, hvad man gør for at mindske madspild. For temperaturforhold spiller både en rolle for prydplanter og fødevarer, så der kan sagtens ligge en viden og måske også nogle standarder til at sikre ordentlige procedurer, som vi kan trække på. Vi vil også forsøge at finde løsninger på de fugtproblemer, der er ved at pakke planterne i plastfolie, som man gør i dag. Så kort sagt vil der både være nogle store tiltag og nogle mindre finjusteringer i projektet.

Udfører/hovedansøger Flora Dania
Øvrige samarbejdspartnere Aarhus Universitet
GARTNERIET PKM A/S
ROSA DANICA A/S
GARTNERIET THORUPLUND A/S. FRAUGDE
ALEX ANDERSEN. ØLUND A/S
GASA GROUP DENMARK A/S
FLEXTECHNIC ApS
HALLUM TRADING ApS
SCANSTORE PACKAGING A/S
DANSK KLÆBERULLE INDUSTRI A/S
SKY-LIGHT A/S
LAUBJERGS PLANTESKOLE ApS
Gartneriet af 5/10 2015 ApS
Biovention ApS
Oboya Danmark A/S
Projektets samlede budget DKK 9.032.051,50
Bevillingsstørrelse tildelt DKK 6.320.765,75