Men i dag er den eneste mulighed for at få viden om jorden på den enkelte mark via dyre og avancerede laboratorieanalyser. Projektet SOIL-SPEC vil udvikle en enklere, hurtigere og omkostningseffektiv test, der kan give et detaljeret overblik over jorden til gavn for både landmænd og myndigheder. Der findes allerede metoder til at vurdere jordens kvalitet, men det er både dyrt og krævende at lave analyserne, der kun kan laves på særlige laboratorier. Derfor skal projektet udvikle en ny spektrometrisk test, der sender lys gennem en prøve og ved at se på lysets brydning skal en maskine automatisk beregne jordens sammensætning og dermed give svar på jordens kvalitet. Aarhus Universitet har en stor samling af jordprøver, der skal bruges som reference for udviklingen af de algoritmer, som testen skal foregå efter. Herefter kan FOSS indarbejde algoritmerne i de eksisterende produkter og dermed gøre kvalitetsanalysen af jord lettere. Den nye og mere konkrete viden om jorden på den enkelte mark gavner også landmændene, der vil få nye muligheder for at tilpasse afgrøder, gødskning og pesticidforbrug.