BEEFARM. Vilde bier og bestøvning på økologiske bedrifter

2014

Vilde bier i Danmark og resten af Europa er i tilbagegang.

Det betyder forringet dyrkningssikkerhed for insektbestøvede afgrøder og manglende bestøvning af vilde planter. I Danmark er landmænd de vigtigste aktører for biernes vilkår i agerlandet, og økologiske landmænd har særligt fokus på bestøvning af hensyn til både produktionen og den generelle biodiversitet. Projektets overordnede formål er derfor at give økologiske og konventionelle landmænd mulighed for at vurdere kvaliteten af deres bedrift som levested for vilde bier og dermed gøre det muligt for dem at handle proaktivt for at forbedre biernes vilkår. Værktøjets centrale del er et evidensbaseret pointsystem, hvis videnskabelige basis er en forskningsmodel, der kobler ressourcer og vilde bier på landskabsniveau. Den praktiske del af værktøjet sætter landmanden i stand til, ved en guidet gennemgang af bedriften, at estimere udbuddet af bi-ressourcer (redesteder og blomster) gennem sæsonen. Værktøjet udvikles i samarbejde med økologiske producenter af rødkløverfrø og æbler. I løbet af projektet testes og justeres værktøjet, dels på grundlag af landmændenes feedback om brugervenlighed, dels på basis af overensstemmelse mellem modellerede og observerede forekomster af vilde bier.

Udfører/hovedansøger Københavns Universitet
Øvrige samarbejdspartnere LANDBRUG & FØDEVARER F.M.B.A.
DLF Seeds A/S
Aarhus Universitet
Projektets samlede budget DKK 3.917.902,00
Bevillingsstørrelse tildelt DKK 3.298.465,50