For at undgå ornelugt, bliver smågrise kastreret indenfor 2. til 7. levedøgn. Denne metode er fra et dyrevelfærds synspunkt kritisabel, og i følge en EUdeklaration skal kastration være afskaffet i EU senest d. 1. januar 2018. De vigtigste komponenter der forårsager ornelugt er skatol og androstenon. Mens der er en bred viden om skatol, er meget lidt kendt om androstenon. Nye data har imidlertid vist, at adsorberende materialer (såsom aktivt kul) kan reducere koncentration af androstenon i plasma og spæk og dermed ornelugt. Dong Energy udvikler i samarbejde med DTU en energiteknologi der omdanner landbrugets restprodukter til gas. Restproduktet, asken, fra denne teknologi, indeholder 40¿50 % restkul, biochar, som kan have adsorberende egenskaber som aktivt kul. Dette er en dobbelt grøn proces der anvender: 1) restprodukter til produktion af grøn energi, 2) restproduktet fra denne proces til at reducere ornelugt. I dette projekt genereres viden om androstenon omsætning, som vil blive anvendt til at teste adsorberende materialer for deres potentiale til at reducere ornelugt og optimere dette potentiale. Projektet vil karakterisere, udvikle og teste produkter baseret på biochar fra Dongs forgasser alene eller i kombination med diatomeer eller mineraler, der reducerer ornelugt til en pris der er rentabel for svineproducenter.