Ny teknologi til bæredygtig opkoncentrering af mælken på gården

2013

Mælkeproduktion er i dag forbundet med et højt vandforbrug og meget transport.

Det kan et nyt projekt, som Arla står i spidsen for, muligvis lave om på. Det handler om den mængde mælk, der skal bruges til at producere ost og mælkepulver. Ved begge produktioner bruger mejerierne forædlet og koncentreret mælk. Det vand, der trækkes ud af mælken i forædlingsprocessen, ender som spildevand på mejerierne. Det kan der muligvis laves om på, så man i stedet genbruger vandet og sparer transporten. Ved at lade forædlings- og koncentreringsprocessen foregå på gårdene, kan landmændene genbruge det vand, der filtreres fra mælken – både til drikkevand til dyrene og til rengøring på gårdene. På den måde er det muligt på én gang at nedsætte forbruget af grundvand på gårdene, reducere mængden af spildevand på mejerierne og nedbringe CO2-udslippet ved ikke længere at transportere vand rundt, der ikke skal bruges. Som udgangspunkt har projektet beregnet, at en opsamlingsgård på minimum 500 køer kan betale udstyret til filtrering, rensning og koncentrering tilbage på under to år. Det vil give en total besparelse på 11,2 mio. kr. pr. opsamlingsgård, en reduktion i CO2-udslippet på 1.301l/år, en reduktion af grundvandforbrug og en reduktion i spildevand på hver især 91.980 m3/år. Landmanden kan forvente at tjene 6 øre mere pr. kg mælk. Projektet skal finde det nøjagtige break-even eller balancepunkt for landmændene på opsamlingsgårdene i forhold til deres investering i nyt anlæg og den pris, de kan opnå for den koncentrerede mælk. Derudover skal projektet undersøge, hvilken filtreringsteknologi der skal være på gårdene. Den nye filtreringsteknologi skal være skånsom over for mælken og skal sikre mælkekvaliteten.

Udfører/hovedansøger ARLA FOODS AMBA
Øvrige samarbejdspartnere Aarhus Universitet
Projektets samlede budget DKK 6.630.443,00
Bevillingsstørrelse tildelt DKK 3.867.265,00