Flamingo er ikke et bæredygtigt materiale, og desuden fylder kasserne meget. Projektet vil sammensætte kendte og nye simple principper til isolering og nedkøling af fødevarer på den mest bæredygtige måde. Den nye selvkølende emballageløsning skal leve op til kravspecifikationer for fødevareemballage, som fx er opretholdelse af en temperatur på maks. 5 grader i 24 timer (for fisk 2 grader), og skal kunne anvendes til forskellige fødevareprodukter. Vi vil udvikle en helt ny måde at benytte indkapslet vand og pap sammen på, og det skal indtænkes i en aktiv emballageløsning. Derfor er der også en del faktorer, som på nuværende tidspunkt er ukendte, og som kræver afprøvning og optimering for at opnå det bedste resultat. Produktet, der udvikles, er også en sammensætning af flere emballagematerialer, hvilket kræver et samarbejde og en udvikling blandt projektdeltagerne, før det kan afprøves konkret i to forskellige fødevareproduktioner hos to af vores partnere Skagen Food A/S og Pig City. Fordelene ved en ny bæredygtig selvkølende emballage af pap kommer både miljø, klima og producenter til gode. Når is ikke anvendes som kølekilde, reduceres energiforbruget væsentligt, og det vil også få positiv indvirkning på CO2-udledningen.