Målet er at øge frøudbyttet med 30 % i år 2020 samtidig med at anvendelsen af hjælpestoffer tilsammen reduceres med 30 % pr. kg produceret frø. Dette ambitiøse mål skal opnås gennem forskning, udvikling og demonstrationsaktiviteter inden for fire hovedområder, som af frøbranchen er udpeget som de største udfordringer inden for en 5-10 årig horisont. Projektet skal generere informationer, som anvendes i en vugge-til-vugge beskrivelse af dansk frøavl til gavn for miljøet og for jordens fremtidige frugtbarhed. En skarp miljøprofil er noget som græsfrøbranchen har oplagte markedsføringsmæssige fordele af. Overordnet adresserer projektet de to nye produktionsscenarier a: optimering af frøudbytte og -kvalitet på robuste arealer med høj kvælstofretentionsevne (AP2, AP3), b: reduktion af miljøbelastning på følsomme arealer med lav kvælstof-retentionsevne (AP4, AP5). Den danske frøbranche er karakteriseret af et mangeårigt, tæt samarbejde mellem frøavlere, rådgivning, forskning/udvikling og frøfirmaer. Dette samarbejde sikrer, at hele værdikæden fra produktion til afsætning er involveret, og at projektets resultater indgår i rådgivningen af den enkelte frøavler allerede året efter, resultatet er frembragt.