Dette forspring skal manifesteres yderligere for at sikre dansk bærproduktion en bedre international position. Et samarbejde mellem GartneriRådgivningen og Århus Universitet vil undersøge og forbedre tre væsentlige forhold for dansk bærproduktion. Det drejer sig dels om de metoder, der bliver brugt til dyrkning af bær, om en bedre udnyttelse af biologiske skadedyrsbekæmpelse og en ny strategi for gødning af bærrene. Denne dyrkningsform betyder samtidig brug af en mindre mængde gødning og sprøjtemidler. Parallelt vil projektet også undersøge, hvornår det bedste høsttidspunkt for bærrene er. Hidtil har det i høj grad været indholdet af sukker, brix-tallet, der har afgjort, hvornår surkirsebær og solbær blev høstet. Men med et større fokus på at optimere indholdet af sundhedsgavnlige stoffer som fx antioxidanter og andre fenoler, vil en tidligere høst formodentlig være bedre. Det andet forhold, som projektet vil skabe større viden om, er den anvendelse af nyttefauna, som solbærproducenter allerede anvender i stor udstrækning kombineret med en større viden om, hvordan solbærbuskenes eget immunforsvar kan udnyttes bedre. Derudover skal det undersøges, om det vil have en gavnlig effekt at sprøjte solbærbuskene med deres egne signalstoffer. Forskerne har en forventning om, at bærrene så vil danne polyfenol og dermed bedre kunne modstå angreb af skadevoldere. Endelig vil projektet undersøge, om der er en sammenhæng mellem frugtbuskenes indhold af kvælstof i bladene og modtagelighed for angreb af skadedyr. Et lavere kvælstofindhold vil muligvis betyde en større resistens hvorfor gødningsstrategierne for frugtplantager muligvis bør tilpasses.