Det overordnede mål er at sikre, at majsarealet kan udvides i takt med afgrødens forbedrede konkurrenceevne og den dermed større interesse for majsdyrkning uden, at det er i konflikt med det mål, der er fastsat for reduktion af kvælstofudledningen i Grøn Vækst. Endvidere er målet at sikre, at majsens store produktionspotentiale både til kvæg- og svinefoder samt til energi kan udnyttes til et produktionsløft, der forbedrer konkurrenceevnen og skaber et værdiløft i primærproduktionen. I EfterMajs vil vi finde nye og mere velegnede arter af efterafgrøder og ved at udvikle en prototype på en såmaskine, der giver en sikker og hurtig etablering ved udsåning af efterafgrøder i kombination med mekanisk ukrudtsbekæmpelse i form af radrensning. Der frembringes en dokumentation for niveauet af udvaskning fra majs ved den nuværende dyrkningspraksis og et datagrundlag for udvikling af udvaskningsmodeller. Resultatet vil blive en større og mere sikker reduktion af kvælstofudvaskningen fra majs. Tillige vil der være en reducerende effekt på pesticidforbruget, tab af fosfor, emission af drivhusgasser samt nogle ikke kvantificerbare miljøeffekter.