De røgede produkter består af både koldrøgede og varmrøgede fiskeprodukter. Den nye proces med flydende røg og mikrobølger kræver langt mindre energi, er betydelig renere, mere effektiv og fleksibel. Dette er vigtigt da EU netop har nedsat grænseværdierne for tilladeligt indhold af polyaromatiske kulbrinter/hydrocarboner (PAH) i fødevarer (EU forordning nr. 835/2011 af 19. august 2011). I 2014 reduceres de gældende grænseværdier for fiskeprodukter med 60 % i forhold til de eksisterende regler (EF 1881/2006). Røgearomaen fremstilles ved superkritisk ekstraktion, som gør det muligt at styre indholdsstofferne i det færdige produkt med langt større sikkerhed end ved den traditionelle røgemetode. Den ny produktionsmetode gør det derfor muligt at fremstille et renere, mere bæredygtigt, og sundere alternativ til den klassiske røgemetode - også for andre fødevarer. Den nye produktionsmetode giver mulighed for at fremstille konkurrencedygtige røgevarer i Danmark, og dermed skabe potentiale for produktion og eksport af fiskeprodukter af høj kvalitet, røgearoma og procesudstyr til fiskeprodukter. Formålet er derfor at skabe den nødvendige toksikologiske, bakteriologiske og produktionstekniske dokumentation ved brug af flydende røg kombineret med mikrobølger til fremstilling af røget fisk.