LED-lys i slagtekyllingestalde = Bæredygtighed + Effektivitet + Værdiløft

2012

Projektets formål er at udvikle en lyskilde baseret på LED lysstofrør til brug i slagtekyllingestalde og dokumentere effekterne af anvendelsen af disse under kommerciel opdræt af slagtekyllinger.

LED-lyskilder er lavenergiforbrugende og langtidsholdbare i modsætning til de lyskilder, der anvendes på nuværende tidspunkt i slagtekyllingestalde. Positive effekter af LED-lyskilder forventes på tre store velfærdsproblemer i slagtekyllingeproduktionen; forekomsten af kontaktsvidninger, ben problemer og konkurrence mellem kyllingerne om ressourcerne. Desuden ventes øget produktionseffektivitet i form af en forbedring af foderudnyttelsen og lavere dødelighed. Pesticidanvendelsen vil blive reduceret som følge af det lavere foderforbrug pr kg afregnet kød. Hvis LED-lyskilder monteres i 50% af alle danske slagtekyllingestalde vil en øget fortjeneste på 12 mio. kr./år kunne opnås. Den årlige udskillelse af kvælstof og fosfor reduceres med henholdsvis 38 og 6 ton, mens besparelsen i elforbruget svarer til en reduktion i CO2-udledningen på 846 ton/år. Projektet er yderst aktuelt pga. 1) det nuværende høje niveau af velfærdsproblemer i slagtekyllingeproduktionen, som anses for at være etisk uacceptabelt, 2) krisen i landbruget, som tvinger landmænd til at reducere omkostningerne og 3) klimaforandringerne, som har negative konsekvenser på samfund over hele verden. Dette projekt bidrager til en løsning på alle tre problemstillinger.

Udfører/hovedansøger TA-ELTEKNIK ØST ApS
Øvrige samarbejdspartnere Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet
Skovhave I/S v/Peter Villebro Jørgensen og Jørgen Villebro Jørgensen
Projektets samlede budget DKK 3.139.913,51
Bevillingsstørrelse tildelt DKK 2.754.000,00