Internationalt patent til rensning af gylle på naturens præmisser

2012

Der bliver årligt produceret 16-18 millioner tons svinegylle i Danmark.

Den store mængde gylle udgør et miljømæssigt problem på grund af udledning af næringsstoffer til vandmiljøet og emissioner til luften. Derudover er gyllen for en del husdyrproducenter en økonomisk belastning, fordi de ikke selv råder over tilstrækkelig jord til at bringe gyllen ud på – og derfor er nødt til at betale for at slippe af med den. Projektet skal udvikle rensning af gylle med samme metode som i en clearwater bioreaktor, der anvendes til at recirkulere vandet i fiskeproduktionsanlæg. Projektet skal undersøge, hvordan teknikken kan overføres til gylle. Rent praktisk sker det ved at opføre et forsøgsanlæg på en landbrugsbedrift med svineproduktion. Her tilkobles bioreaktoren til et anlæg, hvor gyllen allerede er blevet separeret i en fiber- og væskefraktion. Projektet forventer at kunne få et internationalt patent på den biologiske rensning af gyllen og efterfølgende sætte en produktion af bioreaktorer i gang. Mulige købere vil være husdyrproducenter, der ønsker at behandle gyllen, så det er muligt at skille sig af med den som almindeligt spildevand – eller anvende den til fx vanding. Mange husdyrproducenter vil opleve en økonomisk gevinst ved den nye bioreaktor, da de kan få løst problemet med at skaffe sig af med gyllen med lavere omkostninger end hidtil. Behovet er ikke blevet mindre af, at der i disse år sker en omlægning til stadig større bedrifter, og at det er muligt at producere husdyr uden tilhørende jord. Derudover vil miljøet drage fordel af, at udledningen af kvælstof til vandmiljøet bliver mindre, mængden af trafik med store og langsomme udbringningskøretøjer reduceres, ligesom lugtgener fra gylleudbringningen mindskes.

Udfører/hovedansøger INTER AQUA ADVANCE A/S
Øvrige samarbejdspartnere INTER AQUA ADVANCE A/S
Projektets samlede budget DKK 2.366.920,16
Bevillingsstørrelse tildelt DKK 1.635.150,00