Kornsorterne fungerer for det meste også udmærket i det økologiske landbrug, men kommer der for meget ukrudt, eller er næringsindholdet i jorden for lavt, giver det problemer. Projektet skal udvikle økologiske kornsorter, der giver en mere stabil produktion. Samtidig vil projektet påvise forskelle i rug- og havresorters indhold af sundhedsfremmende stoffer som grundlag for en forædlingsindsats, der skal frembringe mere ernæringsrigtige sorter. Målsætningen for projektet er udviklingen af kornsorter, der er skræddersyet til de økologiske avlere. Det er kornsorter, hvor ressourceudnyttelse har høj prioritet, og som derfor vil give et højere og mere stabilt udbytte. På sigt vil det kunne styrke de økologiske avleres indtjeningsevne, ligesom det vil minimere udvaskningen af kvælstof og fosfor. Indfrier projektet forventningerne og er i stand til at fremavle højtydende og stabile økologiske kornsorter, vil det yderligere åbne op for et stort eksportpotentiale. Et andet element i projektet er at indtænke mere ernæringsrigtige sorter med et højt indhold af sundhedsfremmende stoffer i det økologiske forædlingsarbejde. Sortsafprøvningen af økologiske kornsorter er et tredje vigtigt aspekt. Med de nuværende regler bliver en økologisk sort afprøvet efter konventionelle retningslinjer. Det kan betyde, at en økologisk sort ikke opnår den nødvendige godkendelse. Projektet vil derfor udvikle en metode til økologisk sortsafprøvning, der skal være billig i anvendelse og kunne bruges i det fremtidige sortsafprøvnings arbejde.