Ostepulver er et standardprodukt, der bruges til at give smag i mange type produkter, fra kiks til færdigretter. Når man fremstiller ostepulver, skal osten være flydende, inden den tørres til pulver. Men det er vigtigt, at osten ikke skiller. For at opnå den helt rigtige sammenhængende flydende ost tilsætter man i dag smeltesalte (fosfater). Fødevareproducenter, der bruger ostepulver, efterspørger et renere produkt for at leve op til forbrugernes krav om et minimalt brug af tilsætningsstoffer og samtidig opnå et produkt, der indeholder mindre salt (natrium). Projektet vil undersøge, hvordan man kan ramme det blandingsforhold og de helt særlige betingelser, som gør det muligt at blande osten og varme den op, så den smelter uden at skille kun ved brug af ostens naturlige smelteevne og uden brug af smeltesalte. På den måde kan udledningen af fosfat nedbringes i produktionen af ostepulver til gavn for miljøet, ligesom ostepulveret ernæringsmæssigt vil forbedres i kraft af et mindre saltindhold.