Det belaster klimaet og forringer kvaliteten af det tørrede korn f.eks. maltbyg, brødhvede og foderkorn. Projektet har til formål at modne og demonstrere en ny trådløs sensorbaseret teknologi, der give landmanden eller den lageransvarlige bedre mulighed for at gribe ind, hvis kornet ikke får den rette behandling. Projektet skal konkret udvikle et avanceret overvågningssystem. Det sker i form af sensorbolde, der bidrager til, at man kan se ind i siloerne. Boldene er udstyret med trådløse sensorer og måler temperatur og fugtighed i kornet. Hvis der er brug for mere varme eller for afkøling, bliver der sendt en alarmbesked via sms til landmanden eller den lageransvarlige. Det giver mulighed for at differentiere tørringsindsatsen og derved minimere det nødvendige energiforbrug og forbedre kvaliteten af tørringen. Derved sikrer landmanden sig, at kornet bliver nedtørret med den rette hastighed, så kvaliteten ikke bliver ødelagt på grund af svampevækst eller spiring. Tværtimod skal kornet gerne kunne opnå en bedre spireevne. De trådløse sensorer sikrer også, at landmanden ikke bruger unødig energi på at overtørre kornet. Kornets spireevne har stor konkurrencemæssig betydning for de danske kornproducenter. Projektet vil demonstrere de udviklede teknologier under almindelig drift ved høst af korn hos landmænd. Der vil desuden blive afholdt demonstrationsarrangementer for konsulenter og landmænd.