Formålet med projektet er at udvikle og implementere effektive værktøjer, der kan optimere og styre foderrationen til malkekøer og kvier med hensyn til miljø, klima, dyrevelfærd, mælkekvalitet og økonomi. Målet er at reducere miljø- og klimabelastningen samtidig med, at dyrevelfærden, råvarekvaliteten og fodereffektiviteten forbedres. Forsøg med malkekøer og kvier vil fastlægge nye fodringsstrategier, der minimerer kvælstofudskillelsen- og metanemissionen. Projektet vil desuden udvikle produktionsfunktioner, der beskriver sammenhængene mellem foderoptagelse, mælkeproduktion, kvælstofudskillelse, metanproduktion og sundhed. Funktionerne vil blive brugt til at udvikle modeller til økonomisk optimering af indsatsen af energi og næringsstoffer i forhold til produktion af mælk og tilvækst og under hensyn til sundhed samt miljø- og klimabelastning. Den primære målgruppe er danske kvægbrugere, mens den sekundære målgruppe er det danske samfund og fødevarevirksomheder. Forskningsresultaterne og de udviklede modeller vil blive implementeret i det nordiske fodervurderingssystem til kvæg NorFor, der er en integreret del af det nye danske managementværktøj DMS, der forventes udbredt til 70% af de danske malkekvægbesætninger i løbet af de næste 3 år. Projektet vil derfor hurtigt skabe værdi i primærproduktionen.