Olfaktometriske analyser er tidskrævende, omkostningstunge, og behæftet med en meget stor usikkerhed, ligesom tidsopløsningen er lav. I projektet udvikles en kemometrisk model til beregning af lugtkoncentrationen på baggrund af samtidige målinger af kemiske lugtstoffer med PTR-MS og lugt målt med et nyudviklet mobilt olfaktometrisk laboratorium. Modellen anvendes til måling af lugtreduktionen i miljøteknologier som er under udvikling i andre, igangværende projekter, og skal sikre at firmaerne kan få hurtige og pålidelige målinger i forbindelse med udvikling og dokumentation af deres teknologier. Projektdeltagerne omfatter de to største leverandører af miljøteknologi til landbruget, de forskere i Danmark som har størst erfaring med kemiske målinger af lugtstoffer fra landbruget, samt svinebranchen som skal anvende teknologierne. Samtidig er projektet internationalt forankret, idet der er deltagelse af laboratorier og myndigheder som tester godkender miljøteknologier i Danmark, Tyskland og Holland.