Produktionen inden for havbrug er på verdensplan steget med 6-7 procent om året gennem de sidst 30-40 år. Der er tale om en exceptionel høj vækst sammenlignet med al anden fødevareproduktion. Danmark har en årlig produktion på 10.000 tons havørreder, og har hidtil ikke kunnet præstere den samme vækst, som man ser på verdensplan. Danmarks havbaserede akvakulturproduktion er i dag lokaliseret i kystzoneområderne, hvor ekspansionsmulighederne er begrænsede. Hvis man, med nyt udstyr, kan flytte produktionen ud på åbent hav, er der potentielt grundlag for at nå helt op på niveau med norsk havbrug, hvor produktionen ligger på 900.000 tons pr. år. Det nye generation af havbrugsudstyr består af plastik-flyderinge og store netkurve, som forankres på havbunden. Udstyret, som kan sænkes ned under havoverfladen i dårligt vejr, vil blive afprøvet i Vesterhavet. Den miljømæssige vision i projektet er at kombinere produktion af fisk i havbrug med produktion af muslinger og tang. Fisk har den ulempe, at de skal fodres. Muslinger og tang optager den næring, der er i vandet. Den næring, som man tilfører fiskene, ophæves af det muslingerne tager. Dermed bliver produktionen miljøneutral. Generelt udleder fiskeproduktion kun omkring en tredjedel kvælstof sammenlignet med produktion af eksempelvis kvæg.