IntelliFarm - Demonstration af nyt intelligent staldkoncept til storskala svineproduktion

2011

MT Højgaard står bag et projekt, der skal udvikle en ny type svinestald til storskalaproduktion af søer og smågrise.

Projektet ser staldbyggeri fra en helt anden vinkel, end man traditionelt gør – nemlig ved at have fokus rettet på miljøbelastning, dyrevelfærd, arbejdsmiljø og energiforbrug. Miljø- og klimapåvirkningen ved svineproduktionen bliver forbedret med den nye stald. Først og fremmest vil det ske ved, at energiforbruget i stalden bliver mindre. Naturligt lysindfald vil gøre staldafsnittene mere lyse end i traditionelle stalde, og det betyder en væsentlig energibesparelse til belysning, fordi lysstyrken bliver reguleret via luxmålere. Derudover adskiller staldkonstruktionen sig fra traditionelt staldbyggeri, ved at bygningen er højisoleret. Det betyder, at energien til opvarmning reduceres væsentligt, ca. 40%, hvilket svarer til en reduktion i udledning af CO2 på 93 kg pr årsso. Et unikt og patenteret ventilationssystem til den nye stald sikrer, at ventilation foregår effektivt og præcist, hvor behovet er størst - nemlig hvor dyr og mennesker befinder sig. Ventilationsprincippet kaldes centralventilation. Luften suges ind under staldgulvet og igen ud under staldgulvet og videre til en central luftkorridor. I luftkorridoren kan der integreres luftrensning, som effektivt renser luften for ammoniak, lugt og klimagasser med en forbedret miljøpåvirkning til følge. Det nye ventilationsprincip forbedrer også dyrevelfærden og arbejdsmiljøet for staldpersonalet. Årsagen er, at støv og ammoniak suges ned under gulvet, så det forsvinder fra staldrummet.

Udfører/hovedansøger AGRIFARM INNOVATION ApS
Øvrige samarbejdspartnere Kim Puge Kjær Knudsen
Thorupgård v/Jens O. Futtrup
Projektets samlede budget DKK 14.327.518,05
Bevillingsstørrelse tildelt DKK 8.894.918,80