De største afgrøder er æbler, 282 ha, jordbær, 61 ha og buskfrugt på 59 ha. FruitGrowth har valgt at arbejde med de hovedbarrierer i økologisk produktion, som er fremkommet i rapporten: Analyse af rammevilkår for økologisk frugt, grønt og bær i Danmark, 2009. Projektet fokuserer på sunde sorter af æble, jordbær og surkirsebær, nye innovative metoder til ukrudtsbekæmpelse, samt løsninger på kort- og langt sigt af de alvorligste skadevoldere (æblevikler, æblebladhvepse og æbleskurv i æble, frostmålere og ladsygdomme i solbær, biofumigation og biologisk bekæmpelse i jordbær, nyttedyr i blomsterbræmmer, samt naturstoffer til bekæmpelse af de alvorligste skadevoldere). Til udvidelse af sæsonen og dermed udbuddet og tilgængeligheden af frugt og bær introducerer vi ny teknologi ved lagring, juice fremstilling og beskyttet produktion. Til vurdering og verificering af forbedrede miljøvenlige produktionsmetoder benytter vi os af livscyklusanalyser for æbler og jordbær. Til sikring af vækst i sektoren undersøger og forbedrer vi værdikæden. FruitGrowth indeholder forskning, udvikling, demonstration og vidensformidling af resultaterne. Resultaterne forventes at bidrage til en markedsdreven vækst af unikke højværdiprodukter af frisk frugt og bær, samt juiceprodukter fra lokale miljøvenlige og rentable produktionssystemer, via en øget tillid fra avlere, forarbejdningsindustrien og forbrugerne til danske økologiske produkter.